I forsommeren kom et samarbejde, mellem Bosei, PræstøCyklisten og Faksingeskovens ejer i stand. Det åbnede mulighed for at lægge Single track spor i skoven, og arbejdet gik straks i gang.
På nuværende tidspunkt er der lagt omkring 3 km single track med forskellige sværhedsgrader, og vi mangler kun ganske lidt, før alle grundsporene er lagt.
Når vi er helt færdige bliver træningsrunden på mellem 6 og 7 km med ca. halvdelen som single track – sporene er lagt på en måde, der giver mulighed for at vælge sektioner til/fra alt efter teknisk formåen og benenes velbefindende.
MTB i Faksingeskoven skal være spændende, afvekslende og muligt for alle fra nybegynder til den mere øvede rytter.
Der skal være mulighed for varierende træning under overskriften ”vi kører sammen ud og sammen hjem” – derfor er det helt bevidst, at vi lægger et niveau, som ikke er så avanceret som f.eks. Fruens plantage.
Med udgangspunkt i den gennemprøvede træningsrunde er der lagt spor med tre sværdhedsgrader.
•Grøn: Let – kan køres af alle. Sporet indeholder små op/ned kørsler og svingkombinationer. Nybegynderen træner gearskift, sving og balancen på cyklen.
•Rød: Middel – er du øvet og fortrolig med din cykel, bør dette spor ikke volde de store problemer. De røde spor indeholder op og nedkørsler, som kræver koncentration og at du er forudseende. Der findes små drops/hop og overkørsler på de røde spor.
•Sort: Avanceret – udholdenhed og teknik er nøgleordene. Hårde opkørsler, nedkørsler med forhindringer og afveksling er det som kendetegner de sorte spor. De sorte spor kræver, at du forbereder dig grundigt – evt. ved at gå/snegle sporene igennem inden du kører dem.
Vi glæder os til en dejlig MTB sæson med mange ryttere til træning.
Tags:MTB